Mads Westfall solo

Sangskriver og trubadur på turne

Nu tager Mads Westfall på turne med sine moderne viser. Fra februar 2013 udsender trubaduren en ny sang hver anden måned, og samtidig præsenterer han løbende de nye numre live, for i slutningen af 2014 at samle alle sangene til albummet "Den kommende tid".

Og der bliver noget at leve op til. Mads Westfall har etableret sig som en af de solister og sangskrivere, der for alvor kan få musik ud af det danske sprog. Anmelderne har sammenlignet ham med Søren Kragh-Jacobsen, Allan Olsen og Peter H. Olesen, og DR har spillet mere end halvdelen af sangene fra de tre selvskrevne albums, han tidligere har udsendt.

Siden udgivelsen af solo-succesen "Bedre sent end tidligt", der blev produceret af lillebror Tue West, har Mads primært koncentreret sig om sine orkestre. Debutudgivelsen med Drømmeland blev ugens album på P5, hentede næsten 100 hitlisteplaceringer, og fik Mads inviteret i Eldorado til et langt interview med Jørgen De Mylius. Halfdanskerne bliver efter to albumudgivelser anset som et af landets førende viseorkestre, og spiller masser af roste  og velbesøgte koncerter i hele landet.

Men nu er det igen udgivelser og optræden som solo-trubadur, der er i centrum. På scenen bruger Mads Westfall sine 25 års erfaring som trubadur og entertainer - blandt andet i Strengedrejerne, der i 1990´erne var fast orkester i Tivolis Vise Vers Hus og spillede op imod 1000 shows for spillesteder og firmaer - så der er udsigt til mere end gode tekster og melodier. Mads har en tæt kommunikation med sit publikum, og er en mester i at binde sangene sammen med sjove og tankevækkende historier.

I "den kommende tid" vil Mads Westfall have fokus på såvel de helt nye sange som de bedste numre fra hans to tidligere solo-albums. Der bliver også plads til nyfortolkninger og egne oversættelser af hans yndlingssange fra 1970´erne, hvor han selv voksede op, og måske et enkelt hit fra Drømmeland. Mads kan også hyres med band, og da de nye sange udkommer en af gangen, er der gode muligheder for at arrangere en release-koncert med den moderne trubadur.  

Book ham i den kommende tid!
kontakt 20779507 eller mwgram@gmail.com