HALFDANSKERNE

Danmarks bedste viseorkester

er klar til spillestederne

HALFDANSKERNE er netop blevet booket til Sommersang 2014 i Musik Galleriet, som vises på TV Charlie.

Debuten på landsdækkende tv bliver et foreløbigt højdepunkt i 5 års koncentreret arbejde, der har gjort trioen til landets bedste og mest underholdende viseorkester.

Mads Westfall, Lars Grand og Rasmus Vennevold har siden 2009 sammen spillet over 100 offentlige koncerter, lagt over halvdelen af landets viseklubber ned, turneret i Jylland, på biblioteker og på krydstogtskibe, fået ros af Benny Andersen, udgivet 2 populære albums, lavet regional-tv og radio og løbende udviklet deres morsomme og musikalske show og personlige og gennemarbejdede vise-fortolkninger.

På det seneste er det også blevet til velbesøgte koncerter på større spillesteder som Gjethuset i Frederiksværk, Rejsestalden i Jægerspris, Smedeværkstedet i Varde og Nødebo Kro. I efteråret 2013 venter udover en masse almindelige optrædener en række boghandlerkoncerter arrangeret i samarbejde med Arnold Busck og deltagelse i en stor støttekoncert for Syriens børn. Og i 2014 udkommer trioens tredje album.

Så nu er HALFDANSKERNE helt klar til for alvor at komme på plakaten på små og store spillesteder i hele landet.

Tro ikke, at de tre velklædte herrer repræsenterer en lille og snæver genre, som har problemer med at tiltrække publikum. Der er vel op imod en halv million danskere, primært i de lidt ældre aldersgrupper, der med glæde vil deltage i en koncert med nyskabende fortolkninger af tekster af Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Og HALFDANSKERNE er rigtigt gode til i samarbejde med spillestedet at sikre den optimale markedsføring. Så indtil videre har det snarere været reglen end undtagelsen, at koncerterne er udsolgte, og afsluttes med stående ovationer.

Se mere på hjemmesiden og på facebook, check præsentationsvideoen ud, og book HALFDANSKERNE til dit spillested.