Nyhedsbrev fra madsw.dk

"Den kommende tid" er nu - "Læseren" er klar

Så er den første sang fra mit nye udgivelsesprojekt "Den kommende tid - sange 2013..." endelig på gaden (eller hvad det er den er på, når den i første omgang kun udkommer digitalt). Den hedder "Læseren" og er produceret af Palle Juvonen Thomsen. Udover mig selv på guitar og sang medvirker Mads Hansen på saxofoner og Peter Cayuga på bas.

Som I måske ved går mit nye udgivelsesprojekt ud på, at jeg udsender en ny sang digitalt hver 2. måned for i slutningen af 2014 at samle alle sangene til et album. Så jeg er stadig i fuld gang med indspilningerne, og der dukker endnu flere sange op i "den kommende tid".

Udgivelsen blev fejret ved et par velbesøgte og hyggelige solokoncerter, og der bliver masser af andre muligheder for at høre de nye sange live. På hjemmesiden kan I se min samlede spilleplan - udover mine optrædener som trubadur indeholder den også en lang række koncerter med min visetrio Halfdanskerne, som heldigvis også har stor succes med optrædener i hele landet.

Jeg håber I kan lide den nye sang. Jeg tager al den feedback jeg kan få med mig i den fortsatte proces, så både positiv, konstruktiv og sønderlemmende kritik modtages med taknemmelighed...;-)

Send en mail til mwgram@gmail.com, hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet, eller kender nogen, som gør...